Boligmarkedet

Udviklingen i økonomien, erhvervslivet, beskæftigelsen og indbyggertallet hænger sammen og bidrager alle til at fastholde den enormt høje efterspørgsel på boligmarkedet. I 2. kvartal 2022 registrerede Tysklands største bolig-onlineplatform, Immoscout24, at Berlins udlejere i gennemsnit fik 217 henvendelser om ugen pr. lejlighed, når de markedsførte ledige lejligheder i eksisterende boliger på platformen. Når det drejede sig om nybyggede lejligheder fik de 65 henvendelser pr. lejlighed. Samtidig registrerede de, at lejen fra 1. kvartal 2022 til 2. kvartal 2022 i gennemsnitlige var steget henholdsvis 1,4% til 11,10 euro pr. m² og 4,5% til 15,37 euro pr. m² om måneden. Til sammenligning var lejen i hele Tyskland i samme periode steget med 2,7% til 7,66 euro pr. m² i eksisterende boliger og med 3,6% til 10,59 euro pr. m² i nybyggeri.

Generelt er der en markant overefterspørgsel efter lejligheder– især billige boliger. At få bygget nye lejligheder har dog fortsat lange udsigter. Aktørerne på markedet har ranglistet de udfordringer, der står i vejen for at få byggeriet op i tempo. I toppen af listen nævnes byggeomkostningerne og manglen på egnede byggegrunde. Desuden oplever bygherrerne modstand mod nybyggerier blandt de eksisterende beboere, som ikke ønsker, at deres parkeringspladser forsvinder, eller at de får en boligejendom som nærmeste nabo. I 2022 er der således kun bygget ca. 16.500 nye boliger mod det ønskede 20.000.

Rentestigningerne, som har været den naturlige følge af den stigende inflation i 2022, bidrager også til, at udbuddet af boliger ikke bliver så højt som ønsket, så efterspørgslen efter lejeboliger stiger. De højere renter betyder ligeledes, at den alternative mulighed: at købe en bolig er blevet urealistisk for en stor gruppe borgere. Dermed er lejemarkedet eneste mulighed. Den demografiske udvikling, hvor antallet af ældre stiger giver også et pres på lejeboligmarkedet i Berlin. Dette skyldes, at en stor andel af denne gruppe af borgere, ønsker at sælge deres nuværende ejerbolig og flytte i en lejet lejlighed i byen. De ældre borgere vil nyde otiummet tæt på restauranter, museer, teatre og andre kulturtilbud. Tilmed har de ofte råd til at bo i de dyre lejligheder på de attraktive adresser. Det må derfor forventes, at boligefterspørgslen stiger endnu mere.

Ejere af boligudlejningsejendomme i Berlin kan dermed fortsat se frem til en stabil drift med lave tomgangsprocenter og sikre huslejebetalinger de kommende år. Dog kan det forventes, at de stigende renter, der har medført en kraftig opbremsning i handlen med ejendomme i slutningen af 2022, vil lægge et nedadgående pres på priserne i år.

[arrow-b]