Berlin investerer i fjernvarme og solceller – hvad betyder det for EgnsINVEST Ejendomme Tyskland?


I Berlin er det meget almindelig, at boligejendomme har et gas- eller oliefyr i kælderen, som sørger for at der kan komme varme i lejlighederne, det gælder også i vores ejendomme. Den opvarmningsform kunne vi i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland overordnet set godt tænke os løbende at udskifte til fjernvarme. Desværre er fjernvarmen i Berlin endnu ikke udbygget tilstrækkeligt, og derfor er den eneste realistiske mulighed for os og andre ejendomsselskaber ofte et nyt gasfyr, når det gamle er udtjent.

Sådan kan det naturligvis ikke fortsætte og Berlin og de ansvarlige myndigheder og politikere er gået i gang med at ændre det. Blandt andet købte de sidste år fjernvarmenetværket af Vattenfall for selv at kunne tage hånd om at udbygge netværket og ikke mindst ændre det i en bæredygtig retning.

Solceller på hustagene

Mens varme indtil nu leveres fra ejendommenes kældre, så skal elektriciteten i fremtiden komme fra tagene. Det fremgår af Berlins masterplan om, at 25% af elektriciteten skal komme fra solenergi i 2035. Planen involverer alle tage i Berlin og derfor alle som ejer en bygning.

Siden 1. januar 2023 skal alle nye bygninger, samt bygninger som gennemgår større tagrenoveringer have et solcelleanlæg installeret. Kravet gælder for både private, erhvervs- og industribygninger. Der er naturligvis undtagelser for eksempel, hvis taget vender mod nord, installationen ikke er teknisk mulig eller hvis tagarealet er 50 m2 eller mindre.

En af EgnsINVEST Ejendomme Tyskland ejendomme har allerede solceller på taget, og her fungerer taget som et ekstra lejemål, der lejes ud til et solenergiselskab. Vi har ikke andre ejendomme med solceller og ingen af vores ejendomme er i gang meden større tagrenoveringer, men når vi kommer dertil, vil vi naturligvis undersøge om samme forretningsmodel også kan bruges her.

Berlins overordnede klimamål

Berlin har som mål at blive klimaneutral i 2045, og processen er altså langsomt kommet i gang. Første seriøse skub i retning af en grønnere fremtid blev effektueret i 2024, hvor byen overtog ejerskabet af byens fjernvarme. Før sommerferien i år blev næste skridt taget ved vedtage målsætningen om, at solenergi i 2035 skal stå for 25% af energiforbruget.

Grøn omstilling: Fra kul og gas til grøn varme

Overtagelsen af Vesteuropas største fjernvarmenetværk bidrager ikke i sig selv til nogen klimaforbedringer, men regeringen har vurderet, at det vil være lettere at hjælpe med at udfase kul og gas til fordel for geotermisk varme, biomasse, varmepumper og overskudsvarme fra industri, når de selv sidder for bordenden. Fjernvarmen skal samtidig udbygges og gradvist tilkobles flere boliger, så byens afhængighed af individuel opvarmning med gas og olie bliver reduceret. Som nævnt er det ikke muligt ret mange steder i Berlin at udskifte et eksisterende gas- eller oliefyr med andet end et nyt gas- eller oliefyr, fordi fjernvarmenetværket ikke er udbygget i tilstrækkelig grad. 

Politisk og lovgivningsmæssig ramme

Overtagelsen af fjernvarmenettet og beslutningerne om grøn omstilling er forankret i den tyske varmelov og lokale klimamål. Alle delstater i Tyskland skal udarbejde varmeplaner for udfasning af fossile brændsler og omstilling til grøn varme.

I loven om vedvarende energi (EEG) er det fastlagt, at andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder i Tysklands bruttoforbrug skal øges til mindst 80 % i 2030. For Berlin er der i masterplanen for energi og klimasikring fastlagt et mål om, at 25 % af elproduktionen skal komme fra solenergi

Solenergi: Status og udfordringer

Betingelserne for udbygning af solenergi er udfordrende i Berlin, som i stor udstrækning består af etageejendomme. Der er således begrænsede arealer til store solcelleanlæg. En anden udfordring er den begrænsede kapacitet blandt planlæggere og håndværkere.

Rapporter viser dog at udviklingen er i gang. I 2023 steg den samlede kapacitet for solcelleanlæg i Berlin fra 195 MWp til 272 MWp. Antallet af nye anlæg i 2023 var 10.900, og ved udgangen af året var der samlet 26.000 solcelleanlæg i byen. Pr. 31.12.2024 var der 41.723 registrerede anlæg med en samlet effekt på ca. 381 MWp. Målet i 2035 er 4.400 MWp og en årlig produktion på 3.900 GWh fra solenergi. Der er således et stykke vej inden målet er nået.

Masterplanen lægger dog heller ikke skjul på, at der skal ydes en betydelig indsat for at nå målet – et ansvar EgnsINVEST Ejendomme Tyskland også vil blive en del af.