Kommentar: Hovedpunkter til et lovforslag fra Berlins Senat

Senatet i Berlin har fremført hovedpunkter til et lovforslag, som har til formål at bremse lejestigninger, der ellers har præget Berlin i mange år.

Som det fremgår af tyske og danske medier har senatet i Berlin fremført hovedpunkter til et lovforslag, som har til formål at bremse lejestigninger, der ellers har præget Berlin i mange år. Der er i Tyskland tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt for politikerne i Berlin at vedtage en lov med dette formål, for eksempel om det er forfatningsstridigt. I Tyskland er lejeloven normalt noget som besluttes af den tyske Rigsdag og ikke af den enkelte delstat.

Nybyggeri er ikke en del af forslaget, det gælder ligeledes arealer, der kan udvikles til boliger for eksempel taglejligheder, forslaget omfatter således kun eksisterende boliger. Erhvervslejemål skal heller ikke omfattes af loven.

Der har været flere opstramninger af lejeloven i Tyskland. Sidste år blev det besluttet at skærpe den i 2015 indførte Mietpreisbremse, som betød, at lejen ikke kunne stige ved nyudlejning, medmindre den lå under Tysklands regulerede lejeindeks, Mietspiegel, (Berliner Mietspiegel).

Hovedpunkterne, som Berlins senat har lagt frem betyder, at der bliver indført et pause for lejestigninger i fem år. Det betyder, at genudlejning skal ske til den hidtidige leje. Ligeledes lægges der i forslagene op til, at der bliver en øvre grænse for, hvor høj lejen må være i Berlin. Hvor den øvre grænse kommer til at ligge, og hvordan den fastsættes, fremgår ikke af hovedpunkterne. I udkastet er der også lagt restriktioner på, lejestigningen ved moderniseringsprojekter.

EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S opererer på et attraktivt ejendomsmarked med høj efterspørgsel efter lejligheder og har arbejdet med reguleringer af lejeloven siden 2015 og tilpasset porteføljen og udlejningen i henhold hertil. Selskabet afventer, hvad der kommer til at ske med forslaget og vil som hidtil indrette sig efter de rammevilkår, der gives i lejemarkedet i Berlin.