Ledelsens forventninger

Koncernen vil igen i 2023 fokusere på at renovere gennem totalrenoveringer ved fraflytninger, som giver mulighed for at gennemføre lejestigninger og opnå et merafkast af de investerede renoveringer. 

Koncernen fokuserer fortsat på at øge de udlejningsbare kvadratmeter gennem opkøb og gennem udnyttelse af eksisterende tagetager og byggefelter. Der vil dog være stort fokus på renten og materialepriserne, inden projekter sættes i gang .

Ledelsen forventer, at årets driftsresultat i 2023 før værdireguleringer af investeringsejendomme (EBVAT) vil ligge i intervallet 20,6 - 21,9 mio. kr. Det er op til 6,5 mio. kr. under niveau i forhold til det aflagte resultat i 2022, hvilket skyldes de øgede renteudgifter.

Koncernen har refinansieret lån for samlet 28,3 mio. euro 1. januar 2023. Der er tale om F3- og F5-lån, som skulle refinansieres. Grundet den aktuelle situation, hvor krigen i Ukraine har skabt uro i verdensøkonomien og fået renterne til at stige væsentligt, har koncernen valgt at omlægge de to lån til en helt kort rente, EURIBOR 3M, der skal refinansieres igen 1. april. 2023. Renteudgifterne stiger som følge af refinansieringen med 5,2 mio. kr. i 2023. Havde selskabet fastholdt de eksisterende renteprofiler og refinansieret til F3- og F5-lån igen, var renteudgifter for selskabet blevet endnu højere –  7,9 mio. kr. i 2023.

Eftersom lånene skal rentetilpasse igen om henholdsvis tre, seks og ni måneder, vil en renteændring i  2023 i opad- eller nedadgående retning betyde en forværring eller forbedring af renteudgifterne. Som følge af øgede renteudgifter, forventer selskabet et lavere resultat i 2023 end i 2022.

[arrow-b]