Arbejdsmarkedet og befolkningen

Også i 2022 er Berlin den tyske delstat, hvor beskæftigelsen er steget mest. 

I takt med fremgangen i erhvervslivet er flere personer kommet i arbejde, og også i 2022 er Berlin den tyske delstat, hvor beskæftigelsen er steget mest. I forhold til 2021 er 3,4% flere berlinere kommet i job. For hele Tyskland er beskæftigelsen i 2022 steget mere beskedent med 1,3% i forhold til 2021.

Særligt inden for information og kommunikation, handel, hotel og restaurant samt transport har væksten i Berlins beskæftigelse været stor med et plus på hele 6,7%. Øvrige brancher så som for eksempel finans- og forsikringsvirksomheder samt virksomheder, der leverer virksomhedsnære tjenesteydelser har ligeledes bidraget positivt til beskæftigelsen med 3,5%.

Væksten skal ses i lyset af, at Berlin i 2022 har fået over 75.000 flere indbyggere. Den voldsomme vækst har en trist baggrund eftersom knap 43.000 heraf er flygtninge fra Ukraine. Det betyder ikke desto mindre, at tilvæksten af indbyggere er tilbage på niveauet fra før covid-19, da byen fratrukket de ukrainske flygtninge har haft en tilvækst på 32.000 indbyggere.

[arrow-b]